Usympatisk...

Kom i går aftes - sent - til at zappe lidt rundt på mit tv, inden sengen kaldte. Jeg kom lige rettidigt til at se en tysk dokumentar på DR1. Den handlede om små kinesiske børn, helt ned til 5 års alderen, der gik på en gymnastik skole. Nogle af børnene boede der, mens andre var der hele dagen, men sov og boede hjemme.

Man fulgte en lille pige Deng på 5 år, og et par drenge. Pigen græd sine modige tårer, når det var for hårdt. De skulle blandt andet hænge i armene i et vist stykke tid, resultat = vabler og sår i hænderne. Men nu skulle de jo ikke tude, for det larmede jo!

Hver dag skulle de små drenge stå på hænder op af en væg, mens der langsomt blev talt til 100. De svedte og græd, de små stakler... og når de endelig fik lov at gå ned igen, skulle de smile og nærmest sige tak!

Man så en lille dreng A´nan, der desværre ikke lavede sit spring godt nok. Han blev så at træneren bedt om at gå i split! Den voksne mand satte sig nederst på drengens ryg og hev hans ben opad!

Jamen har næsten ikke ord for sådan en udsendelse... muligvis jeg bare lukker mine øjne i hverdagen, eller er for naiv... men helt ærligt... jeg var rystet... puha... sikke en verden de små mennesker vokser op i. De skulle træne sig frem til guldet i OL. Det var det eneste og alt afgørende for dem.

En af mødrene til en dreng fik et slagtilfælde... det blev faktisk lagt over på den lille drengs skuldre, at det var hans skyld at hun fik det slagtilfælde, fordi hun var så bekymret omkring hans to ældre brødre, at de ikke var så dygtige til gymnastikken mere, så hele hendes verden drejede sig nu kun om ham. Han var hendes eneste håb nu... "Tag guldet for mors skyld, ikke?"...

Uha, det var noget af en øjenåbner....