Triste tanker...

En meget nær ven, af mine forældre, er afgået ved døden i går aftes omkring kl. 2230. En kvinde der på mandag ville være fyldt 76 år. Hun og hendes mand har været mine forældres nærmeste og bedste venner i over 55 år. De har jo så kendt mig siden jeg blev født, og de har været et naturlig del af vores familie i mange, mange år...

Først fik hun brystkræft, var igennem en del behandlinger men blev heldigvis rask. Så er der - desværre - en lille procentdel af de kvinder, der udvikler kræft et andet sted i kroppen. Det gjorde hun så. Hun fik kræft i hjernen. Det er 4 måneder siden, og hun lukkede sine forpinte øjne i går...

Det har været et frygteligt sygdomsforløb, mange smerter, mange ture akut på sygehuset osv. Hun blev - grundet at det sad i hjernen - en helt anden kvinde. Det har været rigtig svært for mine forældre, at se på. Men selvfølgelig, og især, hendes nærmeste familie. Mand, børn, svigerbørn, børnebørn og de små oldebørn. Det har været et rigtig "grimt" sygdomsforløb.

Men nu har hun fået fred... familien er selvfølgelig knust, men de siger samtidig, at det var godt hun fik fred, for sådan som hun havde det her til sidst, det var ikke værdigt... Hver 4. time døgnet rundt, kom der en og så til hende og medicinerede hende. Hun lå til sidst i sin sygehus seng i stuen derhjemme, og sov. Eller måske var det nærmest en slags koma, for ingen kunne komme i kontakt med hende de sidste døgn. 

Jeg tænker lidt - og fælder en lille tåre - for hvor er verden skrøbelig. Godt nok var hun en midaldrende kvinde, men en aktiv kvinde, der indtil sin sygdom var et livsstykke. Hun havde flere hun var besøgsven for, hun stod i en af de lokale genbrugsforretninger, hun cyklede rundt til familie og venner, lave marmelade, bagte og kogte. Stod som frivillig hjælper på den gamle Gård osv.

Men - hun har fået fred... det er dog det vigtigste. 

Vi mindes hende som den glade kvinde, hun engang var...